Dansk Søredningsselskab har til formål, at assistere fritidssejlere der har behov for hjælp i ikke livstruende situationer på søen. Det kan typisk dreje sig om grundstødninger, motorstop, havareret rig og lignende. Dansk Søredningsselskab kan assistere det offentlige redningssystem (Søværnets Operative Kommando - SOK) når der er behov for det - men i givet fald foregår det altid på SOK's initiativ - og under SOK's kommando.
Dansk Søredningsselskab er således ikke en konkurrent til den officielle søredning - men et hensigtsmæssigt og økonomisk attraktivt supplement for fritidssejlere. DSRS har udarbejdet en informationsfolder som du kan downloade HER.
I Danmark er organisationen endnu i en opstartsfase. Der er i øjeblikket etableret lokale afdelinger af DSRS i Helsingør og Kerteminde med en aktionsradius på op til 10 sømil omkring hver havn. 2 nye afdelinger i henholdsvis Hejlsminde og i Rudkøbing er under etablering. Der arbejdes flittigt på at etablere flere afdelinger af DSRS i de kommende år. Målet er 10 lokalafdelinger fordelt over de største havne inden år 2012.
DSRS er en del af det Nordiske net af Søredningsselskaber. Vi samarbejder med ca. 140 redningsstationer der kan komme dig til hjælp i svenske, norske og finske farvande, samt farvandet omkring Ålandsøerne. Er du medlem af Dansk Søredningsselskab er du således samtidig medlem af de øvrige nordiske søredningsselskaber. Du kan se mere om vore svenske og norske kolleger på henholdsvis www.ssrs.se og www.nssr.no.
Medlemskab koster 550kr. pr. kalenderår. Dit kontingent bidrager til, at Søredningsselskabet kan drive og udvikle aktiviteterne til gavn for danske fritidssejlere. Indsatsen er baseret på ulønnet arbejde. Opgaverne udføres af frivillige personer tilknyttet havnene. Selskabet drives desuden for midler doneret af virksomheder og private. 